LêLê nhâ hâng
01.18.06 Jesper Stein Larsen, Jyllandsposten
Restaurant "LêLê nhà hàng" serverer krydret, sund og velsmagende vietnamesisk mad i allerbilligste prisklasse.
I januar kan der være god grund til at opsøge billig, sund og velsmagende mad. Et af byens bedste bud ligger på Vesterbrogade og bringer smagsløgene på langfart til Asien.
"Lê Lê nhà hàng" er en vietnamesisk café, bistro eller diner, som laver fremragende mad for meget små penge i bedste fjernasiatiske stil: sprøde, stærke og saftige retter med masser af grøntsager krydret med lime, frisk chili, thaibasilikum, mynte og koriander i rigelige mængder.
Når jeg kalder stedet for en bistro eller en diner, skyldes det, at det ikke er den sædvanlige etniske restaurant med relikvier fra det lokale turistkontor og guldbuddhaer i hjørnerne, men et travlt cityspisested, hvor man ikke kan bestille bord. Indretningen er rå og enkel med fotos fra Vietnam på væggene, en syndig blanding af stilarter i borde og stole, som står tæt, og er fuldt besatte hele aftenen.
Der er knald på Lê Lê, som er ejet af Lê-familien, fire søskende, der går muntert og kvikt til værks i restauranten både foran og bag disken. Bagest i lokalet markerer en aflang bar grænsen til køkkenet, og her kan man sidde og nyde sin mad, hvad mange gør, da det kan være meget svært at få plads på Lê Lê på grund af trængslen. Og man kan se kokkene arbejde med råvarerne, mandolinsnittede grøntsager, papirtyndt rispapir, marinerede rejer, oksefilet i skiver og nudler i lange baner. Sådan noget skærper appetitten.
Kort ventetid
Vi var ankommet lidt over seks en lørdag aften i håb om, at det ville sikre os et bord, og selv om restauranten allerede var helt fuld, måtte vi kun vente ti minutter, jeg med en udmærket fadøl til 42 kr. og min kæreste med husets frugtjuice, en gigantisk friskpresset sag af æble, ananas, appelsin, gulerod, lime og mynte til kun 38 kr.
Menukortet byder på mange interessante udflugter, blandt andet frølår marineret i hvidløg og citrongræs, wontonsuppe, spareribs og nudelretter.
Til forret fik vi både friske og friturestegte forårsruller og grillstegte rejer på spyd. De dybstegte ruller, cha gio, til 65 kr. var sprøde og fine med det sædvanlige fyld af svinekød, glasnudler, svampe og bønnespirer, mens de friske ruller, som er en helt uovertruffen opfindelse og går perfekt i spænd med andeforstoppede og juletrætte danskeres januardrømme om helse og slankemad, var lidt rutineprægede. De kostede også 65 kr. og bestod af udblødt rispapir, som er rullet om fyld af kogte nudler, rejer, grøntsager og ledsages af frisk koriander og basilikum og en lidt tynd dyppelse i form af peaunutsauce. Begge ruller fattes med et salatblad og dyppes i saucen. De spidstegte rejer ( 120 kr.) var dog den største oplevelse, grillet til punktet, hvor de var både saftige og sprøde, med en sød chilisauce som tilbehør.
Dejlig pho-suppe
Endnu en øl og et glas limonade på lime, sukkerrør, mineralvand og mynte, som bestemt også kan anbefales for sin friskhed, slukkede tørsten, og så kom min hovedret, som var en oksekødsragout med citrongræs, limeblad, gulerod og kinaradiser til 110 kr. Den var krydret markant med ingefær og urter, der blandede sig til en kraftig, tæt og syrlig smag, som for mig er indbegrebet af Asien.
Min kæreste fik en variant af den vietnamesiske nationalsuppe pho, ikke med oksefilet, men med rejer, en stor skålfuld fedtfattig og kraftig suppefond med nudler og grøntsager, som ledsages af en tallerken med bønnespirer, chili, lime, frisk koriander og basilikum, som man selv justerer smagen op i styrke med. Det er en udsøgt vinterspise. Ud over forårsrullerne er pho-supperne ikke uden grund en af det vietnamesiske køkkens eksportsucceser, da der findes pho-køkkener eller shops i både London og USA.
En frisk frugtsalat var, hvad der var plads til efter det omfattende måltid. Vi var ikke blevet jaget med, selv om der var mange, der gerne ville have vores plads.
Prismæssigt ligger "Lê Lê nhà hàng" i den allerbilligste ende i København. Det er mere end svært at spise for over 250 kr. pr. mand, og det lader sig let gøre at gå mæt fra bordet med en pho og et glas frugtjuice for under 150 kr. og stadig synes, at man har fået en kulinarisk oplevelse, som er langt fra hverdagsmad.
Blandt byens bedste
Klientellet bestod denne aften af familier med små børn, turister, smarte studerende og cityslickers af alle observanser, og selv om der ikke lige er plads ved bordene, så er der plads til alle på "Lê Lê nhà hàng", som når næsten op på niveau med byens bedste vietnameser, Saigon Quan på Godthåbsvej.
Begge steder får man mad i en fart, tilberedt med følelse, respekt for råvarer og traditioner og med smag og krydring, der får dig til at vinterdrømme om et gadekøkken i en gyde i Saigon.